let's get ready to...
Der er mere end hundrede spillere på banen, et kæmpe orkester, cheerleaders, golden girls, en kanon, militærfolk og en tromme i mandsstørrelse. American Football er meget mere end sport. Ja, faktisk er det mere underholdning end sport. Der går i al fald mere tid på at spise hotdogs, drikke coke og se på cheerleaders end at se på touchdowns og tacklinger.
Kamp og underholdning afvikles i en rar og meget konstrueret atmosfære. Convenience er nøgleordet i USA, og derfor er der også en lysskærm, der fortæller os, hvad vi skal synge hvornår.
M-I-Z råber den modsatte langside af stadion. Z-O-U følger vores langside op. Det er lige til at finde ud af.
En flok piger flik-flakker over stadion for at skabe opmærksomhed på veninderne, der hver løber med et flag. Det ene står der M på, det næste I, og resten af bogstaverne på flagene giver i så høj en grad sig selv, at selv den mest autistiske del af publikum kan føle sig trygge. Har man set underholdningen til en kamp på det store college stadium med plads til 60.000 - har man set dem alle. Selv det enorme brag fra kanonen ved hvert touchdown til hjemmeholdet vender man sig til.






